J. Cole

Den Grammy-nominerede rapper og producer J. Cole vender tilbage til Danmark. Denne gang med “4 Your Eyez Only” – hans fjerde #1-hitalbum i streg.

J. Cole kickstartede sin karriere i 2007 efter at have udgivet en lang stribe af mixtapes, som blandt andet fik ham signet på Jay-Z’s selskab Roc Nation i 2009. Siden da har den Grammy-nominerede rapper og producer fasttømret sit navn på den internationale hiphop-scene med hits som “Work Out”, “Power Trip”, “Crooked Smile” og “No Role Modelz”.
Den 32-årige herre er i dag en del af hiphop-eliten, og alle hans fire plader er gået direkte ind som nummer 1 på den amerikanske Billboard-liste. “2014 Forest Hills Drive” var endda det første rapalbum i over 25, der gik platin, helt uden nogen gæsteoptrædener.

Ud over at være en succesfuld solist, ernærer Cole sig som producer, blandt andre for for store navne som Kendrick Lamar og Janet Jackson. Men lige nu er han aktuel med fuldlængden ”4 Your Eyez Only”, der strøg direkte ind som nummer 1 på lister verden over.

Cole er kendt for sin store og loyale fanskare, der hjælper ham til at sælge ud uden den store promovering. Sidst, han var i Danmark, var i 2015, hvor han udsolgte Store Vega, og til efteråret vender han tilbage, denne gang for at give koncert i det nye TAP1 på Amager.

Billetpris: 395 kr. + gebyr

Billetsalget starter fredag. d. 24 februar kl. 10.00 – køb din billet her