SKEPTA GÆSTER TAP1

»Jeg er ikke rapper. Jeg er aktivist«. Sådan har den engelske MC og producer Skepta engang beskrevet sit virke over for en journalist. Det til trods, så er det vanskeligt at underkende britens indflydelse på grime-rappen. Inden for genren har manden med det borgerlige navn Joseph Junior Adenuga været en af de væsentligste innovatører efter han i 2007 debuterede med det selvtillidsstruttende album »Greatest Hits«. Gennem årene har Skeptas besøg i Danmark været ganske få, men 15. december 2018 lægger han vejen forbi TAP1 til et af sine sjældne visits.

Det er ikke rendyrket blær, når et af Adenugas album bærer titlen »Microphone Champion«. Han har noget at have det i. Skepta hører til blandt de skarpeste ordsmede derude. Som hårdfør veteran på den britiske grime-scene har han æret med til at popularisere genren og bringe den op fra undergrundsfænomen til mainstreamsucces på hitlisterne verden over.

Disse musikalske meritter har gjort ham til et populærkulturelt fænomen i Storbritannien. Skepta er blevet en markant stemme Han er sprunget ud som skuespiller i filmen »Anti-Social« og har formået at vinde både kritikernes og musikelskernes hjerter. For sit 2016-album »Konichiwa« modtog han den prestigefyldte Mercury Music Prize og sværvægtere som P.Diddy, Kanye West og Drake har meldt sig i koret som kæmpefans.

Der er med andre ord lagt i ovnen til en grime-aften af de legendariske og en tidlig julegave, når Skepta kommer et smut til Amager til december.

Billetpris 320 kr. + gebyr

Billetsalget starter den 27. september kl. 10:00 via Billetlugen